Danmarks kampsportsunivers

Stor optakt til aftenens brag: Her er alle 11 kampe ved Airtox Dominance 6.0

Billede fra tidligere Airtox Dominance-event.

I aften er det slut med at tælle ned til Airtox Dominance 6.0.

Klokken 18.00 går de første fightere nemlig i buret til den sjette udgave af Mark O. Madsens store shows i KB Hallen.

11 kampe er i alt på programmet ved den historiske udgave af Airtox Dominance, der for første gang i organisationens levetid har en titelkamp på plakaten.

Læs også: Klar til historisk titelkamp: Jankovic og Jaguar klarer vægt i første hug

Den står mellem danske Joakim Jankovic, der har afløst den oprindelige danske titeludfordrer Jon Stadil Palm, som har måttet trække sig med en skade.

Over for Jankovic står den ubesejrede portugiser Romario Jaguar – men inden vi når til titelkampen skal ti top-interessante kampe afvikles.

Fighting.dk guider dig her til alle 11 kampe i aften – ligesom vi lægger hænderne på kogepladen og kommer med vores bud på en vinder af de enkelte kampe.

Læs også: Patrik Wozniakci før stor aften i KB Hallen: Her er de tre kampe han ser mest frem til

Husk, at du kan spille på alle seks professionelle kampe hos vores faste samarbejdspartner Expekt.

  • Kamp 1 – Welterweight: Bohdan Voloshyn vs. Enea Sopa

Allerede i åbningskampen ved Airtox Dominance 6.0 kan vi forvente høj kvalitet i buret. Det plejer dansk-albanske Enea Sopa (Burnell MMA) i hvert fald at levere, når han går i krig.

Og Sopa skal også præstere op til sit bedste, hvis han skal have en chance mod Voloshyn.

Ukraineren har massiv erfaring som amatør, og i 2025 vandt han europamesterskaberne. Voloshyn ligger nummer 4 på Tapologys liste over de bedste weltervægtere i Europa – en liste, hvor Sopa indtager en placering som nummer 621.

Så kan man da tale om at turde tage en chance.

Mark O. Madsen har været ude at rose Sopa for tage en kamp, som mange andre nok havde takket nej til – men danskeren med de albanske rødder har gerne ville teste sig selv af.

Læs også: Mark O. om vild åbningskamp: “En kamp mange havde takket nej til”

Og en test må man sige, han står over for i aften.

Hjertet siger selvfølgelig sejr til Enea Sopa, men på meritter skal Voloshyn have favoritstemplet her.

Fighting.dk forudser: Bohdan Voloshyn vinder kampen på point

  • Kamp 2 – Catchweight (110 kg.): Benjamin Sesay vs. Jiffa Kundo

Er det en vild åbningskamp, vi bliver vidne til i KB Hallen, så bliver det faktisk bare endnu vildere i aftenens anden kamp.

Her skal et af de mest spændende talenter på den danske MMA-scene i buret til det, der på forhånd ligner en vanvittig matchning.

Benjamin Sesay (Arte Suave) er blot 19 år og fik sin MMA-debut for bare fire uger siden, så han bliver for alvor smidt for løverne mod Jiffa Kundo her til aften.

Svenskeren er rangeret som den bedste skandinaviske sværvægter, han er champ i AFN og kan prale af titler som nordiske mester og europamester.

Nemt bliver det ikke for Sesay, der også går ind til kampen med en forventet vægt på mindst 10-12 kilo mindre end sin modstander.

Læs også: Møder Nordens bedste i sin anden MMA-kamp: “En sejr vil få folk til at forstå mit niveau”

Det var dog også tilfældet, da Benjamin Sesay tog sin debutsejr, hvor Arte Suave-talentet knockoutede Stevens Piekoura på mindre end et minut ved MMA GALLA’s seneste show i Odense.

Måske er det mere med hjertet end hjernen, men vi har en fornemmelse af, at Kundo kan blive overrasket over danskerens speed i det her matchup, så vi går planken ud og spår en dansk sejr her.

Fighting.dk forudser: Benjamin Sesay vinder kampen på KO/TKO

  • Kamp 3 – Catchweight (63 kg): Ali Haider Al-Jasim vs. Jonas Troest

Allerede i aftenens tredje kamp har vi to professionelle fightere i buret. Og heldigvis skal vi byde velkommen tilbage til Jonas Troest. Den rutinerede dansker skulle have været oppe mod norske Asad Temor i sin første kamp i bantamvægt nogensinde – men nordmanden meldte fra bare tre dage før kampen.

I stedet fik Mark O. Madsen hjælp fra selveste Khamzat Chimaevs coach til at hente svenske Ali Haider Al-Jasim – en på papiret mindst ligeså hård modstander for Troest som Temor.

Læs også: Mark O. har arbejdet hurtigt: Har fået ny pro-kamp på plads efter sent afbud

Danskeren har meldt sig i topform og klar til at levere et show efter en resultatmæssig skuffende Airtox Dominance-debut.

Spørgsmålet er, om det er nok til besejre Al-Jasim, der kommer til København med tre knockoutsejre i træk.

Vi frygter desværre lidt, at den her kamp også godt kunne ende som en svensk succes.

Fighting.dk forudser: Ali Haider Al-Jasim vinder kampen til odds 1,50 hos Expekt.

  • Kamp 4 – Catchweight (72 kg): Da Silva Ferreira vs. Benjamin Hauser

Endnu en pro-kamp venter i aftenens fjerde duel i buret – og denne gang uden dansk deltagelse. I stedet træder norske Benjamin Hauser igen ind i KB Hallens spotlight, når han møder den 41-årige brasilianer Da Silva Ferreira.

Læs også: Benjamin Hauser: “Det halve Europa har udfordret mig – og jeg elsker det”

Der er lidt forskellige meldinger om brasilianerens rekordliste, og Airtox Dominance har ham fx som 19-17. Både Tapology og Sherdog har dog Da Silva noteret for markant flere nederlag end sejre, og det virker da også som en modstander, der godt kunne være designet til at give Hauser en succesoplevelse i form af en sejr i KB Hallen.

Den selvsikre nordmand har længe været tiltænkt en plads på fightcardet, men hele tre forskellige modstandere har nået at trække sig fra en kamp mod Hauser, der har vundet begge sine to sejre som pro på knockout.

I aften tror vi, han tager den tredje sejr i karrieren – og vi tror mest på en sejr før tid.

Fighting.dk forudser: Benjamin Hauser vinder kampen på KO/TKO til odds 1,95 hos Expekt.

  • Kamp 5 – Lightweight: Ihsan Mangel vs. Mikkel Lund

Vi napper sørme endnu en professionel kamp på prelimskortet – denne gang Mikkel Lund, der ellers var main event ved det seneste Airtox Dominance i januar måned.

Ved den lejlighed var Lund tæt på at stoppe Jan Richard Joreid, men endte med at tabe kampen på submission i anden runde.

Nu skal den tidligere muay thai-stjerne så tilbage på sporet mod Joreids landsmand, Ihsan Mangal, der også kommer med en flot baggrund inden for thaiboksning.

Expekt har Mikkel Lund som pæn favorit – måske fordi Mangal tidligere i karrieren har tabt til Jon Stadil Palm. Men den kan godt blive tæt den her.

Lund så dog skarp og afbalanceret ud ved indvejningen fredag, og han er netop vendt hjem fra en tur til Thailand, hvor de sidste forberedelser har fundet sted for Mikenta-kæmperen.

Læs også: Mikkel Lund vil være ustoppelig i buret: “De må tilpasse sig mit game”

Fighting.dk forudser: Mikkel Lund vinder kampen til odds 1,45 hos Expekt.

  • Kamp 6 – Lightweight (Fear Nothing Tournament-finale): Nahid Kartal vs. Rida Jawad

En af aftenens helt store kamp venter her. Det er nemlig finaletid i den store amatørturnering Fear Nothing Tournament, og dermed skal det afgøres i aften, hvem der tager den ganske pæne førstepræmie på 50.000 kroner.

Skal den check blive i Danmark, så skal Arte Suaves Rida Jawad tage sig af sejren – men den 20-årige dansker får hård modstander af den stabile nordmand Nahid Kartal.

Jawad er stormet i finalen med tre sikre sejre – alle før tid – så Kartal skal stå tidligt op, hvis han skal have en chance mod den submissionstærke dansker.

Læs også: Stortalent før finalebrag: “Jeg plejer at kæmpe for 02 i skolen – nu kæmper jeg om 50.000 kroner”

Vi krydser fingre og tror på, at Rida Jawad tager sejren her – men den kan altså gå begge veje den her.

Fighting.dk forudser: Rida Jawad vinder kampen på submission

  • Kamp 7 – Catchweight (73 kg): Oliver Petersen vs. Louis Thastum

Så er vi nået til aftenens main card – og som Mark O. Madsen har udtalt om den her kamp, så skal man indlede sin main cards med et brag.

Og et brag må vi så sandelige sige, at vi får i den her kamp. To af dansk amatør-MMAs stærkeste og mest hypede navne tørner sammen her i aftenens eneste rene danske duel.

Læs også: Louis Thastum presser sig selv til det yderste: “Ingen kommer bedre forberedt end mig”

Louis Thastum kommer ind til kampen som ubesejret med fire sejre i fire kampe. De seneste tre under Airtox Dominance-fanerne, hvor han har vundet alle tre kampe på knockout.

Den 24-årige Burnell MMA-profil får dog hård modstander af Oliver Petersen, der næsten også må have glemt, hvordan det er at tabe en kamp på dansk grund.

Det 19-årige Great Danes-stortalent har vundet ni af sine seneste 11 kampe – de to eneste nederlag er kommet ved henholdsvis EM og VM, hvor Petersen har kæmpet fast ved de seneste slutrunder.

Læs også: Oliver Petersen udskyder pro-karrieren: “Vil vinde EM og VM først”

Vi er så tæt på en 50/50-kamp her, som vi kan komme, så vi har flippet en mønt, og den faldt ud til fordel for Louis Thastum.

Fighting.dk forudser: Louis Thastum vinder kampen

  • Kamp 8 – Heavyweight: Rob Cunningham vs. Mads Ottosen

Vi rykker cirka 40 kilo op i vægt til det her brag mellem walisiske Rob Cunningham og norske Mads Ottoson. Cunningham har en stor fordel på erfaring og bør have gode chancer for at udbygge sin i forvejen pæne rekordliste med endnu en sejr over den tidlgiere bodybuilder.

Ottosen har kun to officielle kampe på sit CV, men kilder tæt på nordmanden fortæller, at han går ind til den her kamp med en stor tro på, at han kan stoppe Cunningham.

Det vil vi dog gerne se, før vi tror det. Vi hælder til waliseren i den her kamp – og tror mest på en afslutning før tid til Cunningham, der blandt andet har været i camp med legendariske Eddie Hall, tidligere vinder af Verdens Stærkeste Mand.

Læs også: Vild forberedelse til debutkamp i KB Hallen: Har været i camp med verdens stærkeste mand

Fighting.dk forudser: Rob Cunningham vinder kampen på KO/TKO til odds 1,42 hos Expekt.

  • Kamp 9 – Heavyweight: Adijan Omerovic vs. Kasper Hansen

Vi bliver i MMA-sportens tungeste vægtklasse, når svenske Adijan Omerovic helt sikker kan forvente en varm velkomst i KB Hallen. Den 21-årige talentfulde svensker har af flere omgange kaldt den lokale helt Kasper Hansen ud i voldsomme vendinger. ‘Lad mig slå ham ihjel,’ har det blandt andet lydt fra svenskeren, der på sin vis må siges at have talt sig til den her kamp mod danskeren.

Kasper Hansen har dog været både iskold og ydmyg over for den opgave, der venter – og har givet udtryk for, at han helst bare vil vise sit værd i buret.

Det er nu mere end 13 måneder siden, at Kasper Hansen sidst var i aktion, så vi håber ikke, der er for meget dansk ringrust, der skal bankes af, for det er der sjældent tid til blandt de tunge drenge.

Vi tror dog på, at Burnell MMA-sværvægteren får gjort arbejdet færdigt, og når man kan knockout-besejre Jiffa Kundo, så man kan også både vinde over og stoppe Adijan Omerovic.

Læs også: Kasper Hansen advarer sin svenske rival: “Han får et chok, hvis han tror det”

Fighting.dk forudser: Kasper Hansen vinder kampen på KO/TKO

  • Kamp 10 – Welterweight: Michel Martinez vs. Janus Olsen

Så er vi nået til aftenens co-main event – og sikke et brag, der venter her. Olsen vs. Martinez har ‘Fight of the Night’ skrevet ud over sig i flammeskrift.

Spanske Martinez har fem sejre i sine syv pro-kampe – alle fem vundet på knockout. I begge spanierens nederlag er han selv blevet stoppet før tid. ‘La Furia’ – den rasende – som Martinez kaldes har med andre ord aldrig gået tiden ud.

Det har Janus Olsen prøvet – men kun i en enkelt af sine seks pro-kampe, så der er vel næsten stoppage-garanti i kampen her.

Danskeren har som sædvanligt meldt en gameplan ud bestående af en med lidt mere afventede stil end vanligt, men det vil vi se, før vi for alvor tror det.

Læs også: Janus Olsen: “Det må gerne blive en slugfest – det skal bare være noget jeg vælger”

Vi gætter på en fullblown slugfest her – og dem har Janus Olsen det med at trække sig sejrrigt ud af.

Fighting.dk forudser: Janus Olsen vinder kampen på KO/TKO til odds 2,50 hos Expekt.

  • Kamp 11: Lightweight (World Title Fight): Romario Jaguar vs. Joakim Jankovic

Hvem tager den første World Title i Airtox Dominance-historien? Det får vi svaret på i dette main event-brag, der byder på et glædeligt gensyn til Joakim Jankovic.

Den brawlerglade dansker har ikke været i buret til en MMA-kamp siden november 2023, hvor han udraderede den nuværende PFL-fighter Harda Karim.

Læs også: ‘Vi slagtede hinanden i det bur’: Se Jankovic i vanvidskampe mod nuværende PFL-profiler

Omvendt er det kun fem måneder siden, at Romario Jaguar sidst var i kamp – det var også i KB Hallen, hvor den ubesejrede portugiser nedkæmpede og stoppede norske Benjamin Hauser ved Airtox Dominance 5.0.

Joakim Jankovic er hård. Benhård. Men er det nok til at blive den første nogensinde til at besejre Jaguar?

Læs også: Mark O. roser dansk titeludfordrer: “Man skal ikke tage fejl – han er benhård”

Det kan ske, men vi hælder mest til en portugisisk i aftenens titelkamp.

Fighting.dk forudser: Romario Jaguar vinder kampen på point til odds 3,50 hos Expekt.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.