Oliver Petersen var her til formiddag dansk tid første dansker i ilden ved VM i MMA.
Den 19-årige dansker stod i sin første VM-optræden over for den et år ældre serber Petar Markovski, der er tidligere medaljevinder ved både VM og EM.
Læs også: Nu starter VM: Her er de danske modstandere og kamptidspunkter
Og det bliver en yderst neglebidende affære, rapporterer MMA-landsholdet via Instagram.
Her fremgår det, at Oliver Petersen og Petar Markovski var ude i tre hårde omgange, der endte med at dommerne scorede kampen uafgjort.
Derfor måtte den 19-årige Great Danes-talent ud i en fjerde og afgørende omgang, der heldigvis endte lykkeligt set med danske briller.
Dansk dominans til slut
Ifølge opdateringen fra MMA-landsholdets Instagram-profil så var det ingen slinger i valsen for Oliver Petersen, der tog sejren på alle tre dommersedler i den afgørende fjerde omgang.
Dermed dansk avancement og én kamp tættere på det, landstræner Milan Silva har kaldt en ultimativ målsætning om to danske guldmedaljer.
Læs også: Landstræner inden VM-start: “Det ultimative mål er to guldmedaljer”
Inden længe skal også Sigurd Rømer i aktion, når den 22-årige dansker allerede i første runde får hård modstand i form af den forsvarende verdensmester Spartak Mikateleyen fra Armenien.




