Den fynske MMA-central Great Danes Fight Club har ikke færre end tre mand på titeljagt i næste weekend. Simon Seiler og Rick Gangia kæmper om MMA GALLAs titler, mens Oliver Petersen kan vinde DM-titlen i letvægt for amatører.
Begge de professionelle titelbejlere står den på ubesejrede modstandere, men også hjemmebane i Sydbank Arena den 26. oktober. Rick Gangia skal møde norske Torpal Merjoev med letvægtstitlen på spil, efter han besejrede ukrainske Vladislav Bilorus ved MMA GALLA vol. 20 i Glostrup i slutningen af august.
Denne gang har Gangia lagt noget af sin forberedelse i prominente rammer hos Allstars i Stockholm sammen med tre andre kæmpere fra den odenseanske klub.
“Det er jo højt niveau og lidt en anden intensitet, de bringer på deres pro-hold i forhold til de blandede hold, som vi har hjemme i vores egen klub. Vi har været fire mand af sted. Sigurd (Rømer red.) og jeg er her stadig, og så er Oliver Petersen og Jacob Dyrup lige taget hjem,” fortæller Rick Gangia mellem et par træninger til Fighting.dk.
Allstars lægger kanvas til en lang række nuværende og tidligere UFC-kæmpere, og der har også været et par kendte ansigter at få øje på rundt omkring i klubben fra den svenske hovedstad.
“Volkan Oezdemir og Alexander Gustafsson er her selvfølgelig. Felipe Lima og Bernardo Sopaj er her også. De er meget isolerede lige nu fordi alle sammen har kampe på vej – Bernardo i november og Oezdemir i Macau (i december red.). Men Jacob Dyrup fik faktisk lov at køre en masse med Volkan på grund af størrelsen.”
Hjemme i Odense har Simon Seiler forberedt sig til sin kamp om MMA GALLAs nye weltervægtstitel mod Mikkel Hennings fra CSA. Seiler nyder i fulde drag at have hjemmebane til karrierens største kamp.

”Absolut. Alt det med at bo på hotel og sådan behøver jeg jo ikke her denne gang. Planen er, at jeg bare cutter vægt herhjemme med et saunatæppe på badeværelsesgulvet, inden jeg drøner ud til der, hvor vi nu vejer ind. Det har jeg dejlig ro i maven omkring,” fortæller Seiler, der tidligere er kommet med en kontant forudsigelse for titelkampen.
Følelsen af at være i egen hule begrænser sig ikke kun til badeværelsegulvet. Seiler ser bestemt også frem til atmosfæren i hjembyen, hvor han kæmper for femte gang hos MMA GALLA.
“Det giver jo noget ekstra at have lidt flere fans blandt publikum. De sidste par gange i Odense har jeg virkelig været beæret over, hvor mange, der er mødt frem for at støtte mig.”
Både Gangia og Seiler har godt kunne fornemme, at det er en speciel måned i lokalerne på Victoriagade med to så store kampe i vente.
“Det er tydeligt at mærke på stemningen i Great Danes lige nu. Der er mere på spil, og Rick og jeg er måske lige nu de førende fightere i klubben, så selvfølgelig er der et fokus, og folk er spændte og kommer og stiller spørgsmål og den slags,” siger Simon Seiler.
Rick Gangia mener også, at de forestående titelkampe har inspireret flere end bare de involverede klubmedlemmer.
“Det virker som om, at med de her titelkampe kan folk godt se, at det ikke bare er hobby-MMA. Der er faktisk nogle ret fede ting på den anden side, når man tager nogle kampe seriøst og træner hårdt op til. Det er som om, at det har løftet niveauet. Det er jo fedt, for på den måde er det ikke kun mig og Simon, der får gavn af det her.”
Foruden Gangia, Seiler og Oliver Petersen har Great Danes også fjerdemand Sigurd Rømer på kortet i Odense, hvor der altså er lagt op til en tændt fynsk kulisse ved MMA GALLAs sidste stævne i år.



