Det kan godt vende sig lidt i mig, når sportsfolk prøver at vægte præstationer i procenter. Sportsbegivenheder er – heldigvis – en ret dynamisk størrelse, hvor det er svært at gøre op i cifre og brøker, hvor tæt en præstation var på det maksimale, eller hvor meget den var bedre end den forrige.
Således har det også været en anelse fluffy at høre Mark O. Madsen tale om, at DFC 2.0 skulle være 20 procent bedre end prototypen fra september. En aften hvor et par tykke snubletråde lige inden selve målstregen slog skår i helhedsindtrykket.
Læs også: Fæle force majeures dæmpede lovende Dominance-debut
Men lad det være slået fast med det samme. DFC 2.0 var en markant forbedret udgave af originalen i de fleste facetter af stævnemageri. Det er langt fra alt, man kan kontrollere som promotor, men dem man kan, var der generelt et godt greb om fra falstringens side.
Entusiastisk pladespiller
Først og fremmest har DFC-præsidenten talt en masse om at forbedre showet. Fra start er det meldt klart ud, at look and feel prioriteres højere end fightcardet, mens Dominance FC finder sine fødder.
Læs også: Live-bloggen fra DFC 2.0: De vigtigste detaljer og fotos fra aftenen
Den beslutning kan den enkelte mene om, hvad han, hun eller de vil, men det var i hvert fald tydeligt, at showdelen havde flyttet sig i forhold til DFC 01. Væk var vikingerne og de dyrt importerede UFC-kendisser bag mikrofonen. Den beskedne belysning af buret var til gengæld gevaldigt opjusteret, så kæmperne ikke stod i skygge, når de klinchede op af buret, som ved det første stævne. Og lydanlægget holdt hele vejen, modsat sidst hvor co-main såvel som main event fighterne måtte gå ind til akavet tavshed.
I rollen som ringannouncer havde Mark O. Madsen hyret skuespiller Sebastian Bull ind, og det skal nok være en casting, der deler vandene – især mellem casuals, hardcore MMA-fans samt hr. og fru Danmark, Flemming Østergaard, Alex Vanopslagh, Bubber og hvem der ellers havde fundet vej til Frederiksberg i lørdags.
Set fra Fighting.dk’s sæder i arenaen klarede Bull i store træk opgaven udmærket. Han forsøgte bestemt at gøre rollen til sin egen, både hvad angik outfit og udtryk på mikrofonen, men som stævnet skred fremad begyndte han også at lyde lidt som en LP, der sad fast i samme rille.
Læs også: Mark O. om ny ringannouncer: Vil gerne skabe noget ekstremt
Ligeledes signalerer ‘WHAT A FIGHT”-råbet efter en kamp, der slutter med en skade i første omgang måske ikke den dybeste forståelse for sporten. Men Bull gav bestemt noget til rollen, og hvis han er tiltænkt en fast plads hos DFC, så skal han også nok vokse i den, når sporten kommer lidt ind under huden.
Bulls entré i buret havde skubbet DFC 01’s ringannouncer Sebastian Vendel-Martinez ned på kommentatorpladserne, og der var svenskeren en meget velkommen tilføjelse. Han var klart den mest MMA-kyndige i den veloplagte trio, han dannede med Patrik Wozniacki og Tommy Kjærsgaard Rasmussen.
Vendel-Martinez bidrog med fine analyser og masser af viden om de forskellige fightere i skarp kontrast til Henry Cejudo og Kelvin Gastelum, som nok dryssede stjernestøv ud over DFC 01, men kørte meget på automatpilot i kommenteringen. Stor opgradering her for DFC, der også gav Nicolai Wie plads til at lave en fin cameo undervejs.
Tyske tonsere overraskede
For de af os, der mener, at kampene i buret er den vigtigste ingrediens at have styr på ved et MMA-stævne, var der også mere at lette på hatten over end ved DFC 01.
Der var 600-700 tilskuere mere i KB Hallen end ved premierestævnet sidste år, men paradoksalt nok var stemningen – i hvert fald under første halvdel af fightcardet – noget fladere end i september. Om det var et andet segment, der dominerede tilskuerpladserne denne gang, eller de færre hurtige finishes i de tidlige kampe, kan vi ikke svare på. Men kvaliteten af kampene på hele kortet var indiskutabelt løftet.
Læs også: Mark O. blåstempler tysk muskelbundt: Lige det vi skal tiltrække
I september var der flere fightere med, som ikke havde noget at gøre hos en af de store danske MMA-promotions. Det kan man ikke sige om de 26 mand, der trak i handskerne og gik i buret i lørdags.
Fighting.dk havde på forhånd store forventninger til ‘lokalderbyet’ mellem CSA’s Anzor Ediev og stortalentet Rida Jawad fra Arte Suave. Det blev også en særdeles intens kamp lige fra Jawads kontroversielle ‘hilsen’ til Ediev – et spark i brystet samme splitsekund som de to havde lavet det næsten obligatoriske glove touch, da første omgang begyndte. Ediev fik det sidste ord med sejren, men begge viste uomtvistelig kvalitet og bliver spændende at følge, når de går pro-vejen.
På forhånd havde man sine betænkeligheder ved de to gæstende sværvægtere – 137 kilo tunge Beriz Tucic og muskelmonsteret Jonibek Yusupov. Men Tucic bidrog til en underholdende og tæt kamp mod Jakob Dyrup, og var imponerende bevægelig for en mand af sin størrelse. Det samme gjaldt hans landsmand.
Læs også: Dagen derpå: DFC 2.0-kæmper skriver med MMA GALLA
Yusupovs clash med Kasper Hansen var måske aftenens højdepunkt stemningsmæssigt og på alle måder et brag af en kamp. Så længe kræfterne holdt, lignede Instagram-ikonet bestemt ikke den fejlplacerede bodybuilder, som man kunne have frygtet, og havde DFC opereret med fight of the night bonusser, så skulle den lande her. Begge tyskere tonsere bør være velkomne i buret ved fremtidige DFC-events.
Fremtidens folk
Efter DFC 01 skrev Mark O. Madsen kontrakt med Jon Stadil Palm og Marsel Terteryan. Det virker som en god beslutning at få de to først ind i folden.
Jon Stadil Palm køber tydeligvis ind på showmanship-kravet i MMA. Med sin store entusiasme suppleret af en skarp submission-sejr i den professionelle debut samt en sympatisk og uhøjtidelig personlighed i interviews, så skal Stadil Palm nok blive en publikumsfavorit for DFC. Så længe han ikke laver en ‘Johnny Walker’ og kommer til skade med et af sine jubel-krumspring, når sejren skal fejres.
Læs også: Søren Bak om Jon Stadil Palm: Troede han var klar til at blive verdensmester
Marsel Terteryan har en mere kontrolleret karakter, men har gjort et godt stykke arbejde med at skabe røre om sig selv på de sociale medier og i interviews, faktisk lige siden hans debut ved det første DFC-stævne. Han så stærk ud i de par minutter, det blev til, inden Afrim Thaqis lidt ærgerlige skade afbrød co-main eventet, og det skal blive spændende at se Terteryan i kampe over af en længere varighed. Hvis han ellers tillader sine modstandere sådan en.
Læs også: Terteryans karriere blev truet: Troede jeg skulle dø
Marokkanske Youness Acharki ligner, som Patrik Wozniacki påpegede i tv-transmissionen, et godt bud på DFC’s første udlandske kontraktkæmper. Han leverede flot mod Kacper Kozak, der i parentes bemærket også tog sig noget bedre ud end i sin profdebut ved DFC 01, og bliver interessant at følge. Acharki viste også evner på mikrofonen, om end han måske blev lidt lang i spyttet, inden Camilla Ottesen fik vristet den fra ham – og så alligevel pænt gav letvægteren plads til den fine hyldest af sin nyligt afdøde morfar.
Den stille fyr ‘talte’ højest
Med danske briller var den største skuffelse Mack Promanees nederlag. Bantamvægteren havde fået lov at kæmpe hos DFC, fordi hans tjekkiske arbejdsgiver OKTAGON har smølet et helt år med at give ham debut. Promanee løftede stemningen i hallen gevaldigt med et genialt valg af walkout-musik i form af den uofficielle nationalhymne ‘Re-Sepp-Ten’.
Desværre faldt entusiasmen, da ‘The Wave’ blev ramt af flere hårde træffere og fik cuts, der prægede hans præstation i de sidste to omgange, som stort set kun handlede om takedowns og topkontrol for danskeren. Helt kynisk kunne man godt slå et slag for, at Promanee kontrollerede Hamza Dagdeviren på gulvet i det meste af anden og tredje omgang, men der kan omvendt heller ikke pilles ved, at tyskeren gjorde klart mest skade af de to, og derfor endte ‘The Postman’ retmæssigt med at overbevise to af dommerne om sin sejr.
Læs også: Promanee efter vægt-drama: Jeg gik nok lidt sent i gang
En brandærgerlig optakt til OKTAGON-debuten i marts for Promanee, der nu også har et par flænger, som skal hele, inden træningslejren kan begynde. Forhåbentlig bliver der oprejsning til ham i Stuttgart til den tid.
Arte Suaves aften blev dog løftet efter nederlagene til Promanee og Rida Jawad, da Marco Birch indtog buret og ligesom ved DFC leverede en særdeles overbevisende præstation mod Adrian Galvez. Den afdæmpede Birch taler med store bogstaver i buret, hvor han nu har stoppet ubesejrede modstandere ved begge DFC’s to første stævner.
Læs også: DFC hovednavn om skadeshelvede: Måtte konkurrere i saunaen
For uinformerede seere må det være besynderligt at se en så stærk præstation fra en mand, der kom ind i DFC med en rekordliste på 1-3. Det løftede måske også nogle øjenbryn, da Birch blev udnævnt som main event-navn til denne aften, men det virker fuldt ud berettiget. Han ligner allerede en kæmper, der kan være med på større scener.
Alt i alt leverede DFC 2.0 klart et bedre produkt end premieren. Flere fans, flottere show og markant bedre fight card. Det bliver spændende at se, hvilket knapper familien O. Madsen vælger at skrue på inden den svære 3’er i april.
