Danmarks MMA-univers

Rundown: Her er kampene ved MMA GALLA vol. 22

Foto: Klosterskov Foto / MMA GALLA

MMA GALLA slutter 2024-sæsonen lørdag med et ordentligt rabalder i HC Andersens hjemby, hvor der både er tre DM-finaler for amatører og ikke mindst hele to af firmaets temmelig sjældne professionelle titelkampe. Her er lørdagens fight card: 

PRELIMS

Kamp 1: Daniel Regaard vs. Mirza Begovic – weltervægt: 
Daniel Regaard fra Mikenta kommer op mod næsten dobbelt så gamle Mirza Begovic, der har stiftet og driver Lions Fight Gym i Horsens. Regaard har baggrund inden for thaiboksning, mens Begovic er tidligere dansk mester i brasiliansk jiu-jitsu, så ud over ungdommen vs. rutinen er det også det klassiske møde mellem to stilarter. 

Kamp 2: Kaan Er vs. Sigurd Rømer – aftalt vægt, 73 kg: 
Kaan Er tog en kamp ved den seneste MMA GALLA for bare en måneds tid siden i Nakskov, da en tysk fighter sprang fra aftenen før. Mikenta-kæmperen trodsede den manglende forberedelse på fornem vis, da han vandt på knockout i tredje omgang over Mohammed Aljayyal. Denne gang kommer han op mod den regerende danske og nordiske mester Sigurd Rømer fra Great Danes Fight Club i Odense, som er et af de store talenter på den danske amatørscene. 

Kamp 3: Arny Akim vs. Oliver Petersen – DM-finale i letvægt:
Oprindeligt skulle Arny Akim have mødt Dovydas Strumbas, som han også besejrede ved et stævne hos Unite tidligere på året. Strumbas blev imidlertid knockoutet ved et stævne i Tyskland for relativt nylig, og derfor kommer Akim i stedet op mod Oliver Petersen i en anden rematch. De to kæmpede nemlig så sent som ved MMA GALLA vol. 21 i Nakskov for en måned siden en tæt kamp, hvor Oliver Petersen endte med at tage pointsejren.

Kamp 4: Emil Bamdad Shahriari vs. Fouad Sandbeck – DM-finale i bantamvægt:
To tidligere klubkammerater kæmper om det danske mesterskab. De nåede at træne sammen i Renegade MMA i flere år, inden Emil Bamdad Shahriari rykkede til Buddha Fight Academy i Herlev. I august vandt han sin semifinale ved de nordiske mesterskaber, men brækkede hånden undervejs og måtte trække sig fra finalen. Nu gælder det så en modstander han kender indgående og vice versa.

MAIN CARD

Kamp 1: Jon Stadil Palm vs. Enea Sopa – DM-finale i weltervægt:
Rematch efter deres første møde tilbage i 2022, hvor Jon Stadil Palm vandt på knockout tidligt i første omgang. Den regerende danske mester har dog nedtonet sin sejr som en ‘flash-knockout’ og glæder sig til en ny duel med sin gamle modstander i sin sidste kamp som amatør.

Kamp 2: Jonas Troest vs. Matej Simic – profkamp i fjervægt: 
Troest (2-4) kom op mod en hård modstander i Glostrup i august. ‘Duracell’ viste sin udholdenhed over tre fulde omgange, men måtte se sig slået af Valentina Riva. Denne gang møder han en tilsyneladende mere overkommelig kæmper i Matej Simic (2-7), som ligner den klassiske omstrejfende fighter med ni kampe siden sin profdebut sidste sommer, hvor af nul er gået tiden ud.  

Kamp 3: Janus Olsen vs. Gabriel Varesano – profkamp i weltervægt:
Olsen gjorde kort proces med sin serbiske modstander for en måned siden i Nakskov, og kan derfor vade direkte videre til et møde mod en på papiret større udfordring i italienske Gabriel Varesano (3-2) som sidste år blev submittet af Simon Seiler, men også har vundet sine tre sejre i første omgang. Spændende om Olsen kan give italieneren end smag af hans egen minestrone. 

Kamp 4: Torpal Merjoev vs. Rick Gangia – titelkamp i letvægt:
Ligesom en af de andre titelbejlere har Torpal Merjoev vundet sine første fire profkampe siden debuten for MMA GALLA sidste år. Rick Gangia (6-5) har mere rutine og gode submission-skills. Han må finde sig i at være underdog mod den 20-årige nordmand, men stilistisk ligner det et særdeles underholdende match-up. 

Kamp 5: Mikkel Hennings vs. Simon Seiler – titelkamp i weltervægt:
For første gang sætter MMA GALLA et weltervægtsbælte på spil, og meget passende mellem to danskere. Hennings (4-0) er ubesejret, og Simon Seiler (5-3) har aldrig prøvet at gå tiden ud som professionel, og har selv forudsagt, at det heller ikke sker i niende forsøg. Det ser på alle måder enormt spændende ud i main eventet i Sydbank Arena.

Læs mere om de fem hovedkampe på fredag, når Fighting.dk kommer med forudsigelser for årets sidste MMA GALLA.  

MMA GALLA vol. 22 vises på Pluto TV fra kl 21 lørdag aften. Prelims kan ses i forlængelse af main card. 

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler chefredaktør Jonas Alexander op på de vigtigste historier og kigger frem.