Danmarks MMA-univers

BREAKING: Airtox Dominance FC vil lade fansene bestemme fightcardet til næste stævne

DFC 2.0 i KB Hallen. Foto: Airtox DFC.

I weekenden forsøgte undertegnede at gøre sig klog på, hvem der bliver main eventer ved Airtox Dominance Fighting Championship 3.0 den 26. april i KB Hallen. Det viste sig at være spild af tid.

Læs også: Klumme: Hvem skal have main eventet til Airtox DFC 3.0?

Som noget helt nyt bliver det nemlig publikum, der får lov at bestemme kamprækkefølgen til stævnet. Det hele skal afgøres ved en afstemning.

”Mit benchmark, som er UFC, er tit ude og sige, at de laver de kampe, som fansene gerne vil se. Og der mener jeg jo personligt, at hvis man gerne vil lave de kampe, som fansene vil se, så skal man også lade fansene komme til orde. Vi er en af de første promotions, der faktisk går linen ud og lader publikum vælge kampenes placering på fightcard,” siger Airtox DFC’s præsident Mark O. Madsen til Fighting.dk.

Læs også: Airtox DFC udvider stævnekalenderen for 2025 med flere datoer

På sigt skal afstemningen forbeholdes de fans, der har købt billet til det pågældende Airtox DFC-event, men I første omgang bliver der tale om en afstemning på instagram, hvor alle de professionelle danske kæmpere på kortet indgår. Den der får flest stemmer får main event, nummer to bliver co-main event og så videre.

Mark O. Madsen hilser på tilskuere ved DFC 2.0. Foto: Airtox DFC.

Vil se hvad kæmperne kan generere
Udover at interagere med fansene vil Mark O. Madsen også bruge sit nye tiltag til at se, hvad hans kæmpere kan skabe af interesse for sig selv.

Læs også: Mark O. Madsen med opråb: ’Vis nosser’

”Det bliver jo super spændende dels at få engageret publikum i langt højere grad. Det her er bare starten på, hvad jeg godt kunne tænke mig at give fansene mulighed for i Airtox Dominance FC. Men den er jo samtidig to-delt. Vi har alle sammen læst på jeres platform, at nogle kæmpere mener, de kan fylde KB Hallen. Nu får de muligheden for at vise, hvor stor en opbakning de rent faktisk har,” siger Mark O. Madsen.

Kæmperen han refererer til er Mack Promanee, som i sin higen efter en kamp ved DFC 2.0 i januar kom med en frisk udmelding om, at han kunne sælge alle billetterne i KB Hallen.

Mack Promanee løftede stemningen med en ægte klassiker – selveste ‘Re-Sepp-Ten’ – på sin walk in til DFC 2.0.

Læs også: Selvsikker Promanee: ’Jeg kan fylde KB Hallen’

”Jeg har været ude at sige, at jeg gerne vil have kæmpere, der dels gør det rigtig godt i buret, men også er i stand til at skabe kampene. Jeg har det rigtig godt med, at kæmperne nu får mulighed for at vise, hvor stor en opbakning de kan generere, og hvor mange billetter de kan sælge,” siger Mark O. Madsen.

Man kan altid få plads hos MMA GALLA
Afstemninger på nettet får ikke altid det mest rimelige udfald. Spørger du et fodboldpublikum, hvad der er årets mål i Superligaen, vil det 99 ud af 100 gange ende med et mål fra Brøndby eller FC København, simpelthen fordi de har flere fans, der stemmer. Så kan saksesparksmål fra egen banehalvdel i Haderslev få en lang næse.

Læs også: Mark O. om nyt format: ’Kommer til at skabe bølger i europæisk MMA’

Marco Birchs sejrede i suveræn stil ved de første to stævner. Foto: Airtox Dominance FC.

På samme måde kan man bekymre sig for, om fighternes sportslige præstationer hos Airtox DFC vil blive tilsidesat. Den bekymring deler Mark O. Madsen ikke.

Risikerer det sportslige ikke til at blive negligeret her? For eksempel har du Marco Birch, som har leveret pragtpræstationer ved de første to DFC-stævner, men måske ikke mobiliserer så meget opmærksomhed på de sociale medier, som andre gør. Skal det sportslige ikke betyde noget?

”Hvis ikke man kan mobilisere interesse og skabe hype, så kan man jo altid få en plads ovre hos MMA GALLA,” siger Mark O. Madsen og fortsætter:

”Det vi gerne vil skabe hos Airtox Dominance Fighting Championship, det er Champions League inden for MMA i Europa. Hvis man gerne vil være med på det niveau, hvor de bedste af de bedste konkurrerer, så er man nødt til at passe sin træning, men man er også nødt til at lægge en kæmpe indsats i det arbejde, det er, at skabe en profil som er interessant. UFC tænker på nøjagtig samme måde. Jeg er ikke bekymret for det sportslige. Jeg tror da også, at fansene vægter det sportslige. Men det er klart, at kommer der en kæmper, der kan mobilisere tusindvis af fans, så er det da naturligt, at den kæmper får main event.”

Annoncerede pro-fightere ved Airtox DFC 3.0Instagram-følgere
Marsel Terteryan3225
Janus Olsen1966
Jon Stadil Palm1810
Abdullah Amer1269
Marco Birch1116

Læs også: Mark O. revser MMA GALLA: ’Dobbeltmoralsk og dårlig stil’

Klar til at lade debutanter få main event
Tænker du at alle har lige gode muligheder for at skabe sig hype på sociale medier?

”Jeg tænker, at jeg tilbyder den samme mulighed til alle kæmpere for at gøre sig fortjent til et main event hos Airtox Dominance FC. Det er lige vilkår for alle. Det kræver en indsats rent sportsligt for at underholde og levere for, at fansene vælger dig fremadrettet. Ligesom det kommer til at kræve et stykke arbejde at mobilisere den opbakning, der skal til for at få det her main event,” siger Mark O. Madsen.

Læs også: Dommen – var DFC 2.0 bedre end 1’eren?

Ved DFC 2.0 var en af de kampe med klart mest intens stemning i hallen sværvægtsbraget mellem Kasper Hansen fra CSA og tyske Jonibek Yusupov. Den muskelsvulmende Yusupov har små 75.000 følgere på Instagram og havde deres møde været en pro-kamp, ville han formentlig kunne mobilisere stemmer nok til at flytte den til toppen af kortet på bekostning af navne med flere bedrifter.

Jonibek Yusupov. Foto: Privat.

Hvis Kasper Hansen og Jonibek Yusupovs havde kæmpet deres pro-debut, ville du så være glad for at have en kamp mellem to pro-debutanter som main event?

”Absolut,” lyder det uden betænkningstid fra Mark O. Madsen.

Læs også: Mark O. blåstempler tysk muskelbundt: ’Præcis det vi skal tiltrække’

”Hvis du så den samme kamp, som jeg så med Kasper og Jonibek, så tror jeg også, vi er enige om, at den kamp sagtens kunne have været main event, for det var da fight of the night. Det er min holdning, og jeg er klar over, at det er et nybrud i den måde, man tænker på, men det er afgørende, at kæmperne forstår, at de er en stor del af det arbejde, der ligger i at skabe en unik aften for fansene. Det er de igennem deres sportslige præstation, men også igennem det arbejde der ligger op til stævnet,” understreger Airtox DFC-præsidenten.

Største pro-fightcard siden UFC
Det er altså foreløbig kun pro-kæmperne ved Airtox Dominance Fighting Championship 3.0, der kan stemmes på. Dem bliver der til gengæld også mange af, lover Mark O. Madsen.

”Der venter det største fightcard i forhold til pro-kampe ved et dansk stævne, siden UFC var i Danmark i 2019. Vi åbner dørene til et show med på nuværende tidspunkt otte pro-kampe og fem amatørkampe. Så jeg har store forventninger til en ret vild og magisk aften, og hvis man har fulgt med i dansk MMA, så er de navne, vi sætter på kortet nogle af de allervarmeste, som potentielt har nogle af deres sidste kampe her i Danmark, inden de ryger videre til det store udland,” siger Mark O. Madsen.

Marsel Terteryan er en af de kæmpere, der har påkaldt sig udlandets opmærksomhed. Foto: Airtox DFC.

Læs også: OKTAGON har rakt ud til Marsel Terteryan

Præsidenten har givet de aktuelle pro-fightere besked om afstemningskonceptet, og responsen har været positiv, fortæller han.

”Det er blevet modtaget rigtig, rigtig godt. De er konkurrence-mennesker hver og en, og som jeg har skrevet rundt, er det her et spørgsmål om at gøre sig fortjent til sit main event. Jeg fornemmer, at mange kæmpere er i pole position til, når vi slår den her afstemning op. Det gør vi i øvrigt først, når alle otte pro-kampe er offentliggjort. Jeg fornemmer, at alle jeg har skrevet til om det, er positive omkring det.”

Læs også: Mark O: ’Han har x-faktor’

Nu glæder stævnemageren fra Falster sig ikke bare til at se konceptet folde sig ud, men også til at få en måde at sammenligne sine fightere og deres rækkevidde online.

”For mig som promotor bliver det også ret spændende at se, for jeg hører jo rigtig meget positiv feedback fra kæmperne om, hvor mange billetter, de kan sælge. Nu har vi faktisk muligheden for at gå ud og måle på, hvad den enkeltes opbakning er.”

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.